Vamdrup Jagtforenings vedtægter
§ 1 Navn og hjemsted
1.1 Foreningens navn er Vamdrup Jagtforening
1.2 Foreningens hjemsted er Kolding kommune
§ 2 Forholdet til Danmarks Jægerforbund
2.1 Foreningen er tilsluttet Danmarks Jægerforbund (DJ), hvis vedtægter er bindende for foreningen
2.2 DJ hæfter ikke for foreningens forpligtelser
2.3 Foreningen er yderligere tilknyttet Dansk Flugtskydnings Forbund og dermed Dansk Skytte Union og Danmarks Idrætsforbund, og er underlagt disses love og bestemmelser
§ 3 Formål og opgaver
3.1 Foreningens formål er at samle alle jægere indenfor foreningens område og fremme disses interesser i tilslutning til DJ´s formål.
3.2 Foreningens formål er desuden at dyrke flugtskydning som idræt og konkurrence, samt på anden måde virke for denne sports fremme.
3.3 Foreningen er af politimesteren i Sydøstjyllands politikreds bemyndiget til at give våbenpåtegning på medlemsbeviser. Våbenpåtegningen gives på grundlag af våbenlovens bestemmelser og efter godkendelse af medlemmet hos foreningens bestyrelse og hos den lokale politimyndighed.
3.4 Foreningen skal orientere politiet eller om fornødent tilbagekalde våbenlegitimationen fra et medlem, hvis bestyrelsen skønner, at medlemmet ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.
§ 4 Optagelse
4.1 Foreningen kan som medlemmer optage enhver uberygtet person.
§ 5 Ophør
5.1 Udmeldelse af foreningen skal ske med mindst en måneds varsel til udgangen af december.
5.2 Foreningen kan slette et medlem, som er i restance med kontingent , efter nærmere af bestyrelse fastsatte regler.
5.3 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem af foreningen, der i væsentlig grad har optrådt eller handlet til skade for foreningen.
5.4 Eksklusionen skal dog for at få endelig gyldighed godkendes på førstkommende generalforsamling. Eksklusion kræver at 2/3 af foreningens medlemmer stemmer herfor. Såfremt forslaget om eksklusion ikke opnår et sådant flertal, kan eksklusionen vedtages på en ekstraordinær generalforsamling, såfremt 2/3 af de der fremmødte stemmer herfor.
5.5 Eksklusionen af DJ kan ske i overensstemmelse med DJ´s vedtægter § 37.
5.6 Medlemsskabets ophør medfører ikke krav på andel i foreningens formue.
§ 6 Kontingent og hæftelse
6.1 Medlemmerne betaler et af generalforsamlingen fastsat årlig kontingent.
6.2 Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler om kontingentreduktion for husstands-, ungdoms- og seniormedlemmer samt for ekstraordinære medlemmer og i øvrigt træffe nærmere bestemmelse om forfaldstid mv.
6.3 Medlemmerne hæfter ikke for foreningens forpligtelser.
§ 7 Ordinær generalforsamling
7.1 Generalforsamlingen har den højeste myndighed i alle foreningens anliggender.
7.2 Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal. Forslag der ønskes optaget på dagsordenen, skal være foreningen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingens afholdelse.
7.3 Indkaldelse af den ordinære generalforsamling med angivelse af dagsorden skal ske enten i DJ´s medlemsblad eller på DJ´s hjemmeside og i lokalavis med mindst to ugers varsel.
7.4 Dagsordenen skal omfatte flg. punkter:
- Valg af dirigent og referent.
- Aflæggelse af beretning om foreningens virke siden sidste ordinære generalforsamling.
- Fremlæggelse af det reviderede årsregnskab til godkendelse.
- Indkomne forslag.
- Fastlæggelse af kontingent.
- Valg af formand eller kasserer
- Valg af bestyrelsesmedlemmer
- Valg af suppleanter
- Valg af revisor
- Eventuelt
§ 8 Ekstraordinær generalforsamling
8.1 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen, når denne finder det påkrævet, eller når mindst 2/3 af medlemmerne skriftligt overfor bestyrelsen begærer dette med angivelse af, hvilke sager der ønskes behandlet.
Efter at skriftlig begæring er fremsat overfor bestyrelsen, skal bestyrelsen lade afholde ekstraordinær generalforsamling senest 3 uger herefter. Indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden skal ske skriftligt til medlemmerne med mindst en uges varsel.
§ 9 Afstemninger
9.1 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte medlemmer.
9.2 Hvert medlem har en stemme.
9.3 Afstemning sker skriftligt, hvis dirigenten bestemmer det, eller hvis mindst et medlem begærer skriftlig afstemning.
9.4 Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
9.5 Beslutninger vedtages ved simpel absolut stemmeflerhed, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.
9.6 Ændringer af disse vedtægter kan alene vedtages, når mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmer stemmer derfor.
§ 10 Bestyrelsen
10.1 Bestyrelsen, der vælges af og blandt medlemmer, har den overordnede ledelse af foreningen.
10.2 Bestyrelsen består af syv medlemmer.
10.3 Valgperioden er 2 år. Genvalg kan finde sted.
10.4 Formand og kasserer vælges af generalforsamlingen. Formand og kasserer må ikke være på valg samme år.
10.5 Bestyrelsen vælger af sin midte en næstformand og en sekretær senest 2 uger efter afholdt generalforsamling.
10.6 Bestyrelsen afholder møde efter behov, når formanden eller 3 medlemmer af bestyrelsen begærer det.
10.7 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
10.8 Hvert medlem har en stemme.
10.9 Beslutninger træffes ved simpel absolut stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formanden – eller i dennes fravær næstformandens – stemme afgørende.
§ 11 Tegningsret
11.1 Foreningen tegnes af bestyrelsen i forening eller af formanden, henholdsvis næstformanden, i forening med et andet bestyrelsesmedlem.
11.2 Meddelelse af fuldmagt til foreningens løbende dispositioner kan gives til kassereren.
§ 12 Formue og regnskab
12.1 Foreningens formue skal anbringes i anerkendte pengeinstitutter eller sikre værdipapirer.
12.2 Regnskabsåret er lig kalenderåret.
§ 13 Revision
13.1 Revisor reviderer regnskabet og påtegner dette.
13.2 Revisor kan foretage uanmeldt kasseeftersyn.
13.3 Revisor kan ikke være medlem af bestyrelsen.
§ 14 Sammenslutning
14.1 Generalforsamlingen kan med mindst 2/3 af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer vedtage, at foreningen skal sammenlægges med andre lokalforeninger under DJ, således at foreningens aktiver og passiver overtages af den fortsættende, fælles lokalforening.
§ 15 Opløsning
15.1 Generalforsamlingen kan med mindst ¾ af samtlige tilstedeværende medlemmers stemmer på to på hinanden følgende generalforsamlinger, der afholdes med mindst én og højst to måneders mellemrum, vedtage at foreningen opløses.
15.2 Foreningens eventuelle formue skal – efter at alle forpligtelser er opfyldt – forvaltes af DJ i indtil fem år. Stiftes en ny lokalforening under DJ i foreningens område inden for femårsperioden, overføres den forvaltede formue til den nye lokalforening. I modsat fald tilfalder formuen efter femårsperiodens udløb DJ, som skal anvende den til naturbevarende formål.
§ 16. Ikrafttræden
16.1 Disse vedtægter, der er vedtaget på generalforsamlingen den 21. februar 2012, træder i kraft, når de er godkendt af Danmarks Jægerforbund.
Ovenstående vedtægter er godkendt af generalforsamlingen og DJ´s hovedbestyrelse.